Fladfisketur på Langelandsbæltet
Skrevet af acdo d. October 07 2015 23:30:08
Magnus og Jesper har været en tur på Langeland!!



Udvidet nyhedstekst
Fladfisketur til Langeland
I weekenden den 18.-20. september skulle den årlige fladfisketur til Langeland løbe af stablen. Turen er en årlig tilbagevendende begivenhed, arrangeret af vores lokale fiskeklub fiskejollen.dk. Vi lejer både i Spodsbjerg, og fisker med udgangspunkt derfra. Fisketuren er kulminationen på måneders optimering af grej, fremstilling af div. rigs og ikke mindst indhentning af positioner og fangstrapporter fra lokale. Mange positioner, har vi jo fået gennem fladfisk.dk af Anders acdo og Leonard.
Vejret i ugen op til turen, tegnede desværre ikke godt og yr.no lovede indimellem op til 12-13 s/m dog fra vest, men absolut ikke fiskevejr! Men som ugen skred frem og vi nærmede os fredag var vejrudsigten heldigvis lige så uberegnelig som altid, og vi kunne se frem til perfekt fiskevejr lørdag.
Efter udlevering af båd og udstyr, gik turen mod gamle kendte positioner, der tidligere år har givet flotte vinderfisk til vores båd. Efter 25 min sejlads, med et havblik Langelandsbælte og solen på vej op i øst, var vi ved at være fremme ved ”vores” fiskevand. Krogene blev agnet med børsteorm og slaget kunne gå sin gang. Efter strøm og drivretning var afkodet, var det bare at holde linen stram, og vente på de første små rusk der indikerede nysgerrige flade og fisk i bidehumør. Efter få minutter havde alle mand fisk i båden og flere fulgte hurtigt efter. Efter de første par drev med en del landede Isinger og skrubber, fandt vi et godt område med blandet sand- og muslingebund, og så var det rødspætter der kom i båden.
Efter en god times fiskeri, hvor man lige skulle finde ind i gammel rytme, og vænne sig til bundforholdenes nappen i krogene fik Magnus (Junior) et godt hug, der blev kvitteret med et kontant modhug. Med fuld flex på klingen, arrige rusk fra enden af linen, tydede det på en god rødspætte. Når stang næsten flexer ind til håndtaget, er det fedt at fiske flade. Kort efter landede han dagens første rødspætte over kiloet. Helt nøjagtig 1350 g og 50 cm. ny PR til Magnus. Efter sådan en fisk, er turen jo allerede en succes, og fiskeriet fra molerne i Hirtshals og Hanstholm efter flade, bliver aldrig blive det samme igen.
I løbet af de næste timer, vi yderligere fire rødspætter over kiloet. Jeg selv fanger to omkring 11-1200 g og Junior fanger to, hvoraf den ene viser sig igen, at være ny PR for Magnus den ender på 1430g og 52 cm. Omkring middagstid løjede fiskeriet lidt af og der blev eksperimenteret med nye ophængere, perler, farver mv. Desuden forsøges der med lidt fiskeri efter pighvarre og der ryger tobis på enkelte af stængerne. Hen på eftermiddagen, livede fiskeriet op igen. Under et drev, hvor Magnus flere gange mærkede hug og træk i krogene, får han et kontant hug på omkring 8 meter vand. Efter en god fight, lander han så nummer fire flot rødspætte over det magiske kilo. Han anslår fisken til omkring de 50 cm og vægten omkring de 1300 g. Fisken bliver genudsat, han havde vist fået sin andel af de store flade fra Langeland.
Søndagens fiskeri blev vanskeliggjort af tiltagende vind og strøm, fiskeriet nåede aldrig på højde med lørdagens. Søndagen bedste fangst blev en fin lille Pighvarre, der dog blev genudsat. Vi var fire mand i båden og vi havde over 300 flade oppe og vende, mange blev genudsat, otte rødspætter var over det magiske kilo. Vores fladfiskeri er meget inspireret af Leonard Myes. Vi har efterhånden fisket med Leonard masser af gange, og bundet metervis af forfang efter inspiration fra ham. Det var også Leonard der introducerede fladfiskeskeen for flere år siden, og i dag fisker vi kun med den, når vi drivfisker! Alle på båden, fiskede dette år med fladfiskeskeen weekenden igennem, og vi fangede væsentlig flere fisk end de øvrig både. Dette kan selvfølgelig være et tilfælde, men når vi har gjort det tre år i træk, er vi efterhånden ved at være overbeviste!! Den lille foreningskonkurrence blev i øvrigt vundet af Junior for andet år i træk med de tre største, alle mellem 1250-1430g. Men jeg er efterhånden ved at vænne mig til altid være nummer to, når vi kører hjem fra fisketure!
Vi vil gerne med denne lille fangstrapport fra Langelandsbæltet rette en tak til jer alle på fladfisk.dk for masser af inspiration, husk at uden jeres indlæg ingen fladfisk.dk. Ikke mindst en tak til Leonard Myes for sit altid gode og smittende humør og sin ukuelige optimisme, positioner, råd og vejledning. Samt til Anders acdo for positioner omkring Langeland.

Venlig hilsen
Magnus og Jesper(jehan29)